2. oplægsholder på MDI Årsmødekonference 2014 var CBS lektor og forskningsleder for MDI partnerskabsprojektet, Holger Højlund. Han gav en status på partnerskabsprojektet og følgeforskningen. Overskrift på oplægget var ’Værdibaserede partnerskaber – samarbejde som udviklingsdynamo for selvejende og kommunale daginstitutioner og kommunens, paraplyens, bestyrelsens-, forældre- og lederrollen i daginstitutionen’. 

Det var et oplæg der kom omkring observationer og tendenser set fra en forskningsmæssig kant og det resulterede bl.a. i et bud på den vigtigste kompetence for institutionsledere fremover: relationelle kompetencer.

Tænk ud af boksen

Kompetencen blev eksemplificeret i et inspireret møde med en udsendt fra projekt Givrum.nu der tager forladte byrum i brug og forbinder dem med folk og grupper som mangler pladsen. Denne evne til at skabe forbindelser på kryds og tværs så han som et fingerpeg mod fremtiden. Og han understregede også betydningen af at videreformidle sin evne og sine aktiviteter for at få succes:

”I skal tænke ud af boksen for at gøre jer salgbare. Det er jer, som ledere, der skal ud og sælge varen.”

Den måde vi er i relation med hinanden på fik også ord med på vejen:

”Frihed er super godt til at få folk til at tage ansvar.”

Budskabet var bl.a., at det er en god idé at give plads til dem man er i et projekt med, og sikre sig at de hver især har mulighed for at sætte det ind i projektet, som er vigtigt for dem, under en løs og overordnet ramme.

Med rådet fulgte også en lille advarsel:

”Ofte kan man blive så forhippede i partnerskaber og så optagede af hinanden, at man glemmer målgruppen. Husk, at spørge børnene hvad de har lyst til.”

Partnerskaber starter altid i projekter

Om partnerskaber forklarede han, at de bør inkludere fælles formulerede værdier og målsætninger. Et andet råd fra Højlund var, at tillade sig selv og andre åbne processer hvor man mødes uden nødvendigvis altid at vide præcis, hvad man vil med det.

Partnerskaber og fælles relationer på tværs er altså klogt at kunne mestre på den lange bane, men hvor starter man? Det havde Holger Højlund et konkret bud på:

”Partnerskaber starter altid i projekter – projekter er et godt afgrænset rum at prøve tingene af i, så hop på nogle projekter!”

 


Ekstramateriale

Holger Højlunds PowerPoint som pdf - klik HER

 

Vil du læse mere fra konferencedagen?

Klik på linket:

Del 1.
Brug folkeskolereformen som løftestang – Pia Allerslev på MDI Årsmøde 2014
Københavns børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev gav det politiske og kommunale blik på både selveje og folkeskolereform.

 

 

 

 

 

11. juni 2014