En fin forårsdag besøger jeg Dorte Zachariassen, leder af Husumvold, der fortæller om, hvordan de i snart et år har arbejdet med at få et fagligt løft. I samarbejde med andre institutioner har de givet fælles håndslag på, at gøre det endnu bedre - sammen.

Af Ulla Engholm, MDI konsulent

 

Ny Nordisk Skole er et tværgående forandringsprojekt for hele dagtilbuds- og uddannelsessystemet i Danmark, der med afsæt i danske og nordiske værdier, udfordrer den pædagogiske og læringsmæssig praksis.

Gennem samarbejde i netværk, videndeling, udvikling af egen pædagogisk praksis og med hjælp fra Undervisningsministeriet arbejder institutionerne for, at alle børn og unge bliver så dygtige som muligt – uanset social baggrund. Efter to ansøgningsrunder er det samlede antal institutioner i Ny Nordisk Skole mere end 360, hvoraf Husumvold er en.


Vi skal lære af hinanden

Vi skal lære af hinandens styrker og samarbejde på tværs af daginstitutioner”, fortæller leder Dorte Zachariassen om samarbejdet med Vesterly, en Klynge i Glostrup. Ny Nordisk Skole er en ramme for at arbejde med pædagogisk og faglig udvikling i samarbejde med andre institutioner. ”Det netværk der bliver etableret gennem Ny Nordisk Skole, beriger fagligt”, forklarer hun.

Dorte fortæller, at Vesterly arbejder koncentreret med dokumentation, og det glæder hun sig til at høre og se mere om, så det også kan inspirere i Husumvold. I Ishøj arbejder Ungdomsskolen under Teknisk Skole med dannelsesperspektivet, hvor der stilles spørgsmål som: Hvem er vi? Hvordan er vi sammen? Hvordan går vi klædt? Hvordan hilser vi på hinanden? Og hvordan er vi ordentlige mennesker i relation med hinanden? En skole i Nordvest arbejder med unge, udeskole og et madprojekt, og alene skolelederens begejstrede beskrivelse af projektet var, oven i al den inspirerende videndeling, nok til at sende Dorte i flow.

I Ny Nordisk Skole henter institutionerne inspiration og deler pædagogiske metoder – blandt andet gennem netværkssamarbejde og den kompetenceudvikling, der stilles til rådighed. Institutionerne er en del af et landsdækkende netværk af institutioner, der ofte er på forkant i forhold til at gøre børn og unge så dygtige, som de kan blive.

 

Et samarbejde der skaber dygtige børn og unge

I Ny Nordisk Skole arbejder institutionerne ud fra tre overordnede mål:

Mål

  1. Udfordre alle børn og unge, så de bliver så dygtige, som de kan.
  2. Mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.
  3. Styrke tilliden til dagtilbud og uddannelser med respekt for professionel viden og praksis.

 

Husumvold har valgt at sætte fokus på 2 mål:

1. Alle børn og unge udfordres, så de bliver så dygtige som de kan.

2. Styrke tilliden til dagtilbud og uddannelser med respekt for professionel viden og praksis.

Målsætningen og processen er illustreret i deres indsatsteori, hvor de har systematiseret forandringsteorien. Se Husumvolds illustrerede indsatsteori HER (klik for pdf)

Resultaterne er en meningsfuld mødestruktur, hvor pædagogerne reflekterer og bevidner fortællinger ift. børnenes udviklingsmål, og flere perspektiver kommer i spil til gavn for børnene.

 

Fra monolog til samskabelse - samtaler med forældrene udvikles

Ny involvering af bestyrelsen giver et værdifuldt input og er med til at styrke møderne. Der er en stærkere opmærksomhed på at skabe mere dialog og deraf samskabelse med forældrene.

Ny Nordisk Skole er uden tvivl meningsfuld for den enkelte og fællesskabet, og i Husumvold ses og opleves tydeligt en værdiskabelse i mødet med forældrene og hinanden.

Vil du vide mere om Ny Nordisk Skole? Læs mere i dette link: www.nynordiskskole.dk

 

 

 

11. juni 2014