Hvad sagde kvalitetsmålingen om MDI som paraply i fremtiden? 

I MDI´s kvalitetsundersøgelse fra maj og juni 2014 blev ledere spurgt til, hvordan de ønsker at MDI ser ud om 5 år som medlems- og paraplyorganisation. Hvilke ydelser og hvilket fokus skal organisationen have? Det er der kommet mange svar på. 

 

Af direktør Anders Zorck og organisationskonsulent Kirsten Birk Olsen, MDI

 

Hvad ville der ske hvis MDI ikke fandtes? Ville man som institution så bare finde en anden paraplyorganisation og fortsætte det gode arbejde uforandret? Eller gør det en forskel i organisationen og institutionen, hvor man hører til?

Det lidt retoriske spørgsmål stikker dybere end blot at være et spørgsmål om ydelser, for hvad er det for en funktion, en paraplyorganisation skal løfte? Hvor langt skal den gå for at understøtte kvaliteten i institutionen i bredden og i dybden?

Forstyrrelser der forbedrer

I MDI bilder vi os selv ind, at vi ikke er en hyldevare, der løbende forbruges for så at blive købt ind på ny. Altid samme ydelse og samme mængde. Vi forestiller os i stedet, at vi skaber og udvikler sammen. At vi forstyrres for at blive bedre, og at vi den anden vej rundt også forstyrrer institutionerne, når vi kan se, at der er noget der har ligget uforstyrret hen. Men er det legitimt? Er det det, vi skal bruge hinanden til?

For nylig fik vi i MDI en institutions-vedtægt til kommentering. I vedtægtens § 2 stod, at institutionen havde til formål at overholde lovgivningen. Til det kommenterede vi, at hvis det var institutionens absolutte eksistensberettigelse, hvorfor så ikke bare være kommunal?

I partnerskabsprojektet 'Det gode børneliv', som MDI nu kører på 3. år, er der fokus på at samarbejdet (partnerskabet) omkring den selvejende institution praktiseres i en konstant udviklingsproces. Partnerskab bygger på en fælles tillid til at ville hinanden og en tiltro til at man kan gøre hinanden bedre. Der er selvfølgelig særligt tænkt samarbejdet mellem kommune og selvejende institution, men partnerskabstanken gælder også samarbejdet mellem paraply og selvejende institution.

MDI vil gerne involveres i institutionernes arbejde og udfordringer. Men har institutionerne tillid til at lukke MDI ind? Har man lyst til at blive forstyrret? - Eller vil man hellere være det foruden?

I MDI´s kvalitetsundersøgelse fra foråret 2014 blev ledere bedt om at komme med bud på organisationens profil om 5 år.

 

Hvordan når vi i mål?

Af de mange svar fremgår en tydelig forventning til et fortsat højt serviceniveau og en organisation på forkant med udviklingen og selvejets tydelighed. Der tegner sig et billede af en paraply, som un­der­støtter og effektiviserer administrative sagsgange og opgaver. En organisation der, stærkt forankret i praksis og med stort medlemsfokus, markerer sig endnu mere i forhold til uddannelse, netværksudvikling, ledelsessparring, bestyrelsesudvikling og - frem for alt - i forhold til det gode børneliv.

Det er skønt med alle disse tilkendegivelser og der er masser at tage fat på. Men det åbne spørgsmål lige nu er, hvordan kommer vi sammen derhen? Hvor dyb skal den gensidige involvering være? Og hvordan gør vi hinanden bedre?
Svarene vil næppe være entydige, da institutionerne er forskellige, både hvad angår ledelse, bestyrelse, kommune, størrelse og fokus. Men præmisserne for samarbejdet kan sagtens blive mere eksplicitte.

En stærk paraplyorganisation er funderet på stærke institutioner, der ved hvad de vil. Og stærke institutioner står på skuldrene af en paraplyorganisation, der ved hvad den vil. Lad det her fra MDI være indgangsreplikken.

 


Bliv hørt – deltag i et fokusgruppeinterview

For at blive klogere på svarene i kvalitetsmålingen afholder MDI en række fokusgruppeinterviews. Her bliver der bl.a. blive stillet skarpt på hvilken størrelse MDI skal være i fremtiden, som medlems- og paraplyorganisation. 
Har du lyst til at deltage i et af vores fokusgruppeinterview (af ca. 2 timers varighed), så skriv til Kirsten Birk Olsen på kbo@mdi.dk

27. august 2014