Af Ulla Engholm, pædagogisk konsulent i MDI


Det er vigtigt for børns fremtid at de har gået i ’højkvalitetsdaginstitutioner’.  Det skriver SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - i en ny *rapport om daginstitutioners betydning for børns udvikling. Men hvad er en højkvalitetsdaginstitution?


Både nationale og internationale undersøgelser de sidste 5 årtier viser i følge rapporten, at børn der har gået i en ’højkvalitetsdaginstitution’ efterfølgende klarer sig bedre ift. uddannelse  og indkomst, får bedre selvtillid samt bedre undgår kriminalitet og misbrug senere i livet. Effekten er især mærkbar hos sårbare og udsatte børn, men ikke kun hos børn - det giver også stor værdi andre steder.

Investering i daginstitutionen er god samfundsøkonomi
Et argument for hvorfor kvaliteten i daginstitutioner er vigtig, også for andre end de involverede familier, kommer fra økonomen James Heckman. Han har opstillet en matematisk formel der illustrerer, at det er god økonomi for samfundet at investere i børn tidligt: "Det man investerer i starten af børns liv giver større udbytte sammenlignet med investeringer senere hen."
Høj kvalitet i daginstitutionen er altså værdifuld for både barn og samfundsøkonomi, men det fører hurtigt til spørgsmålet: Hvad er 'højkvalitetsdaginstitutioner'?

Samtaler og udfordrende lege
Rapporten peger på, at kvaliteten af samspillet mellem voksen og barn er den mest betydningsfulde enkeltfaktor for barnets intellektuelle udvikling.  I højkvalitetsdaginstitutionen er der opmærksomhed på at inkorporere udvikling i leg, og leg i daglige gøremål. Børn udvikler sociale, følelsesmæssige og kognitive færdigheder gennem aktiviteter de også selv kan tage initiativ til.

Forældreinddragelse
Børns udvikling og læring ophører ikke når barnet bliver hentet fra institutionen. Højkvalitetsdaginstitutionen er opmærksom på, at forældreinddragelse giver barnet en større helhed.  Lærerige lege kan - med hjælp og oplysning fra pædagogen- videreudvikles hjemme.

Højere normering
Højkvalitetsdaginstitutionen har en høj nomering med færre børn pr. voksen.  Det giver hyppigere interaktion, øget opmærksomhed og sensitivitet hos de voksne og bedre sproglig og kognitiv udvikling hos børnene samt færre adfærdsvanskeligheder og konflikter.

Mindre grupper
Pædagogisk arbejde i mindre grupper giver højere inklusion af sårbare børn, er mere stimulerende for børnene og giver bedre personalestabilitet fordi sygefraværet ofte er lavere i de mindre grupper.

Uddannet personale og videreuddannelse
Personale med relevant uddannelse bruger generelt mere tid med børnene. Børnene får bedre  samarbejdsevner, bliver mere udholdne, er mindre inaktive og klarer den personlige skoleparathedstest bedre. Både dansk og international forskning viser, at også videreuddannelse har positiv effekt. Det stimulerer personalet til at ændre adfærd, blive støttende og bedre til at omsætte viden til praksis. Egenskaber der har vist sig at have effekt på børns sociale, følelsesmæssige og kognitive udvikling.

- At næres af samvær med børn
Rapporten er blevet kommenteret af bl.a. adjunkt på DPU, Ole Henrik Hansen i Jyllands Posten, hvor han påpeger, at de personlige kompetencer er helt afgørende for kvaliteten. I følge ham, kendetegnes den gode pædagog af at ”næres af samværet med børn”, og af at være god til at planlægge som udtryk for at kunne gennemtænke strategier ift. børns læring og udvikling.

Hvor ser du høj kvalitet i din institutionen?
Genkender du at være i en højkvalitetsdaginstitution selv? Er der et anderledes eller bedre afsæt for fx forældreinddragelsen fordi institutionen er selvejende?

Giv os dit syn på høj kvalitet og del dine erfaringer, så vi kan samle et billede af kvaliteten i de selvejende daginstitutioner. Jo flere indspark der kommer, des bedre bliver det samlede billede. Vil vi være med til at sætte fokus på højkvalitetsdaginstitutionerne og synliggøre os i kategorien, må vi bidrage med engagement, nuancer og narrativer fra institutionerne. Vi må -sammen -levere højkvalitetsdebat.

 

 

*'Daginstitutionens betydning for børns udvikling' af Mogens Nygaard Christoffersen, Anna-Katharina Højen-Sørensen og Laura Laugesen, SFI, 2. oktober 2014

 

 

20. oktober 2014