MDI afgav høringssvar i forhold til fornyelsen af regeringens Frivillig-charter. Vi efterlyser en ny styringsmodel for samarbejdet mellem frivillige (fx forældre i de selvejende institutioners bestyrelser), og det offentlige.

”Selvejende institutioner er en naturlig del af velfærdsforsyningen og de frivillige bestyrelser og det nære civilsamfund, ser det som deres naturlige opgave at skabe engagement og understøtte fællesskabet i det lokale - både i og udenfor institutionerne”.

Sådan skrev MDI blandt andet i det høringssvar vi afgav d. 27. marts 2013 i forhold til revitalisering af Frivillig-charteret.


Om Frivillig-chartret

Chartret for samspil mellem det frivillige Danmark og det offentlige beskriver de grundlæggende værdier og rammer for samspillet. Det er udarbejdet af repræsentanter for de to sektorer i fællesskab tilbage i 2001. Nu skal det fornyes og føres up-to-date. I den forbindelse har der for nylig været gennemført en folkehøring, hvor MDI deltog.

Det oprindelige charter blev formuleret for over 10 år siden. Og siden har der været ændringer i både den frivillige sektor, det offentlige og i velfærdssamfundet. I dag taler man fx om frivillige på internettet og på kommunale institutioner. Der tales også om et behov for nye velfærdsløsninger.

Fremtidens samspil mellem frivillige og det offentlige

Hvilke udfordringer stiller det samspillet over for? Hvad er visionerne for fremtidens samspil mellem det frivillige Danmark og det offentlige? Det gav høringen flere bud på, blandt andet her fra MDI hvor vi skrev:

 “Hvem er katalysator for at charteret får liv? Hvis charteret skal give mening og have en effekt lokalt, skal man måske indtænke medborgerskabs-facilitatorer. F.eks. kunne selvejende paraplyorganisationer være med til løbende at understøtte engagement og medvirke til at mødet mellem lokale frivillige udvikler sig konstruktivt og innovativt. Dette arbejde bør man konkret forholde sig til i en ny samarbejdsmodel, udfoldet i en ny styringsmodel. ”

Bag charterprocessen står Frivilligrådet som har fået til opgave at bistå styregruppen (bestående af Social- og Integrationsministeriet, Kulturministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Økonomi- og Indenrigsministeriet) i planlægningen og gennemførelsen af processen omkring revitaliseringen af chartret.

 Derudover bliver Miljøministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet, Beskæftigelsesministeriet samt Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter inviteret til at deltage i processen.

I MDI håber vi, at pointerne i vores svar bliver forstået og kan bidrage til en ny styringsmodel, som i højere grad giver frivilligheden udfoldelsesmuligheder i de selvejende institutioner. men snak er ikke nok. Der skal handling til:

”Der er et kæmpe uforløst potentiale i forhold til at borgerne er medskabere af samfundsudviklingen og har handlerum og handlefrihed til at komme med løsninger der er meningsgivende for lokalsamfundet - f.eks. i form af frivillige institutionsbestyrelser. Dette potentiale forløses ikke bare fordi det politisk italesættes.”

 

Læs hele MDI høringssvaret ved at klikke HER.

Besøg frivillig-charterets hjemmeside:
www.frivilligcharter.dk

5. april 2013