Den 20. november havde vi ’Det arbejdsomme netværksseminar’ i MDI hvor ca. 50 netværksledere samledes for at gøre status på netværksarbejdet og lægge planer for den fremtidige retning i deres netværk. En retning med langt større strategisk sigte end før.

Netværkenes situation er i dag, at den brændende platform er erstattet med en mere stabil konsolidering og der nu er overskud til at arbejde strategisk hen imod fælles målsætninger. Derfor er det aktuelt at finde ud af, hvad det er, man  sammen ønsker at opnå - og hvordan.

Den nok mest brugte ramme til afklaringen er møderne, som fik fokus med dagens oplæg.

Nina Tange, cand. scient. soc. på DPU, kom og talte om, hvordan man bedst kan holde møder, så alle går beriget der fra. Det faciliterer man bl.a. ved at have styr på spørgsmål som fx: 

  • Hvad er mødets formål?
  • Hvilken form skal mødet have?
  • Hvordan sikrer man sig forskellighed og relevans i de synspunkter, der kommer på bordet?

 

De fleste af os kender også dagspunkt-klassikeren ”Bordet rundt” eller ”Runden” hvor alle forventes at sige noget efter tur. Den blev udfordret af Nina Tange som spurgte, om ikke det er mere relevant at høre om noget, der har inspireret end noget, der bare er faktuelt og sket siden sidst?

Næste punkt på seminar-programmet var emnet ledelsesopgaven. Der blev sat særligt fokus på, hvad der er vigtigt i henholdsvis lederrollen i institutionen og lederrollen i netværket. MDI organisationskonsulent Kirsten Birk Olsen præsenterede den selvejende leadership-pipeline, som er inspireret af både den private og offentlige leadership-pipeline. Den beskriver ledelsesopgaven fra bund til top og forudsætter at alle led i organisationen spiller sammen på alle niveauer, for at der kan blive tale om gode resultater.

For alle ledelseslagene i pipelinen gælder, at der er fokus på otte kompetencefelter, som på forskellige vis skal håndteres af de respektive ledere. Det gælder:

1)  En faglig ledelse
2)  Kommunikative kompetencer
3)  Ledelsesrum
4)  Strategisk arbejde
5)  Procesledelse
6)  Navigation på den offentlige scene
7)  Rollemodel-funktion
8)  Politisk tæft

Afslutningsvis rettede netværksseminariet blikket mod netværkenes formål.        

”Hvilken fortælling, vil du gerne fortælle om dit netværk om tre år?”

Det spørgsmål blev deltagerne stillet. Med afsæt i det strategiske værktøj ”indsatsteorien”, som evalueringsekspert Frederik Kierbøe præsenterede, skulle lederne sætte fokus på, hvad de gerne ville opnå sammen på lang sigt. Hvilke resultater stilede de efter indenfor de næste tre år? Og hvilke delresultater skulle der til, for at det lykkes?

Alt i alt kom seminaret rundt om debatskabende og højaktuelle emner der afspejlede det sted hvor netværkene befinder sig nu, og hvor de skal hen. Vi mærkede . Inspireret af dagens talere og indbyrdes diskussioner, blev der arbejdet ihærdigt med de fremtidige planer i netværkene.

Til det kommende MDI decemberblad 2013 har organisationskonsulent Kirsten Birk Olsen  skrevet en artikel om dagen og her vil der også være flere billeder fra begivenheden.


Vi siger stor tak til alle de arbejdsomme deltagere!

 

25. november 2013