16 ledere har i løbet af januar måned 2013 været på diplomuddannelse i ’Innovation og civilsamfund’. De er blevet introduceret til hvordan man igangsætter og leder innovative processer i forhold til bl.a. civilsamfundet. De har trænet proces-værktøjer og sammen reflekteret over, hvordan man skaber nyt og går i clinch med sin egen virkelighedsforståelse. Det er der kommet en masse læring og kreativitet ud af, som vi giver et lille eksempel på her, beskrevet af MDI konsulent Kirsten Birk Olsen.
En opgave på modulet gik ud på at lave en ”bevidningsøvelse”, hvor en studerende fortæller en civilsamfundsfortælling, som så genfortælles af andre og dermed kaster nye spørgsmål og refleksioner af sig.
Per Wæhrens fra Vanløse Børne- og Ungdomscenter fortalte om en sød dame, som netop var pensioneret som engelsklærer og godt kunne tænke sig at gøre en lille indsats i institutionsverdenen. Hun ville derfor gerne gå rundt og tale engelsk med børnene i klub- og fritidshjemmet i Vanløse.
Efter en samtale - og enighed i personalegruppen -, startede den frivillige. Børnene blev hurtigt helt vilde med at kommunikere på et andet sprog, og den initiativrige pensionist satte yderligere gode aktiviteter i gang.
Pers historie skulle nu genfortælles af andre deltagere i studiegruppen, dels som et brev, et eventyr og et digt.
Stine Kart Nielsen fra børnehaven Regnbuen i Brønshøj bevidnede Pers historie med følgende lille digt:
Per havde et behov som han knap kunne se
og ind af døren en frivillig fe,
den frivillige fe ville gøre en forskel
og for fritidshjem og klub blev det et held
Det engelske sprog hun lærer Pers børn
i skoleregi tager de nu en tørn
mon disse børn motiveres til læring
når en engelsksproget fe er deres næring?
I skoven er et træ nu blevet til tree
Børnene lærer selv når de har fri
Processen har skabt et innokrati
Og det er noget Per kan li
Han aner ikke hvor det skal ende
Men tanker om politik og heldagsskole kan sende
Pers perspektiv på udflugt med tanker
Om frivillighedens hjerte
Der i Vanløse banker