MDI generalsekretær Charlotte Biil har skrevet en kronik om hvor vigtigt vores selvbillede er. Hun mener, at der er en direkte linje mellem den måde vi danskere opfatter os selv (og står i relation til hinanden på) og vilkårene i vores lokalsamfund. De vilkår har bl.a. en særlig langsigtet indflydelse på muligheder i de selvejende daginstitutioner, hvor kommende generationer får deres start og dannelse.
Kronikken har været trykt i Fyns Amts Avis fredag d. 22. november samt publiceret på det uafhængige kommunale nyhedssite ’dknyt’.
Læs kronikken her:
En dråbe i havet
Af Charlotte Biil, generalsekretær i MDI
En dråbe i havet…
Sådan føler mange danskere sig. At være kun én ud af knapt 6 millioner virker overvældende. Derfor kan mange ikke forestille sig at gøre hverken fra eller til. Men intet kunne være mere forkert. For i demokratiet er det den enkeltes beslutninger og holdninger der som en steppebrand kan brede sig og omforme politiske landskaber. Det er hr. og fru Hansens valg og fravalg, der fører til den virkelighed, vi lever i.
Ændringer regner ikke ned som appelsiner i turbaner fra den politiske himmel, ændringer begynder deres liv ved spiseborde, over hække, ved forældremøder i skoler og daginstitutioner. De begynder hos os.
Så hvorfor føler mange ikke den betydning? Måske pga. dansk beskedenhed udsprunget af janteloven? Man må ikke føre sig frem – man skal ikke tro, man er noget. Og er man ikke noget, kan man heller ikke gøre noget. Så lukker man sig om sig selv og sin egen lille hverdag med dens rutiner og afmagt.
Mange aner ikke, hvem naboerne i opgangen er, og færre føler ansvar for at gøre de lokale institutioner bedre. Men faktisk skal man ikke længere end til Svendborg, for at finde et godt eksempel på, at sådan er det heldigvis ikke altid.
Som generalsekretær for MDI - en paraplyorganisation for selvejende daginstitutioner – var jeg med på sidelinjen, da Svendborg-pensionisten Erna Gudsø, sidste år forærede sin kolonihave væk til et netværk af fire MDI daginstitutioner: Fyrtårnet.
Erna ønskede, at de lokale børn skulle have glæde af den have, hun ikke længere magtede at passe. Derfor ringede hun direkte til borgmesteren, og fik hjælp til at give gaven. Han formidlede kontakten til det selvejende netværk, hvis ledere og bestyrelser af lokale forældre, var i stand til reagere hurtigt og sige rungende ja tak! til en gave, der mødte blind vej i det kommunale daginstitutions-system. For det offentlige kan ikke på samme måde rumme det mod og den tilpasning, som kræves for at modtage og administrere hele kolonihaver. Men det kan et lokalsamfund - fx repræsenteret ved det selvejende miljø.
Da gaven blev overdraget, fulgte en overvældende lokal opbakning. Virksomheder, forældre og beboere donerede materialer og arbejdskraft for at renovere den lille oase, pressen udbredte historien og rigtig mange dukkede op for at fejre det hele ved indvielsen.
De børn, der nu fik glæde af den grønne gave, kom fra lejlighedskomplekser og var mest vant til mursten og asfalt. Erna ønskede, at haven skulle give dem et kendskab til - og forståelse for - naturen og vores ansvar for den. Hun gav institutionernes medarbejdere og ledere et pædagogisk redskab, der giver baghjul til de fleste iPads.
Erna selv tog hjem en kolonihave fattigere, men et langt større netværk rigere.
Efterhånden som børnene vokser op med en særlig forståelse for natur – og for glæden ved at gøre noget for andre, inspireret af Ernas historie - kan det præge deres valg og holdninger i fremtiden. Én borgers gerning breder sig som ringe i vandet til et helt samfund - måske endda til generationer. Det er sommerfugleeffekten, opkaldt efter teorien om at en enkel sommerfugls vingeslag kan sætte en kæde af begivenheder i gang som til slut skaber en orkan. En teori, der i den grad udfordrer det danske ubetydelighedskompleks!
Sommerfuglen er vores logo i MDI, hvor vi tror på at handling og bevægelse i det små, og hos hver af os, har enorm betydning. Og ja, måske er den enkelte én dråbe ud af 6 millioner, men en dråbe kan være skelsættende. En dråbe, kan få bægeret til at flyde over.
Og får man ikke nok af at gå rundt og føle sig lille, og bare passe sig selv? Måske burde flere af os - ligesom Erna - gøre noget for det lokalsamfund, vi er en del af? Og samtidigt anerkende, at ligesom med sommerfuglens effekt, har selv små ting stor betydning.
Måske burde vi føle os betydningsfulde nok til at tage ejerskab og tænke: det her er MIT kvarter, MIN by – og deraf også: det er MIN daginstitution, MIT rådhus og MIN politik. Ikke i et egoistisk og lukket ”mit”, men i et større fællesskab. Et VORES man er stolt af, at være i – og som udgøres af alle dråberne, med hele den vægt og styrke, et hav besidder.
Det er dig og mig, der skaber muligheder og begrænsninger, når vi går i stemmeboksen. Det er os der bestemmer, hvem der skal sidde på rådhuset og afgøre, om civilsamfundsengagement skal stækkes eller have vinger. Det er os, der når vi engagerer os frivilligt i fx bestyrelser, organisationer og foreninger, eller lader være, er med til at forme vores verden, og - særligt når det gælder beslutninger for børn - også den verden, der kommer.
